Vadehavets liv
Oplev livet i Vadehavet
Ved siden af Sælariet kan I møde edderfuglene og blive klogere på Vadehavets særlige natur og dyreliv.
Mød edderfuglene
I Vadehavspavillonen kan I komme tæt på edderfuglene.
Edderfuglene er en del af det rige fugleliv, der hører til i Vadehavet, og ligesom sælerne giver de et levende indblik i naturen omkring museet. Ofte kan I være med, når edderfuglene bliver fodret, og høre dyrepasseren fortælle mere om fuglene, deres liv og deres plads i Vadehavets natur.
Hold øje med dagsprogrammet, hvis I vil se, om der er fodring af edderfuglene den dag, I besøger os.
Bliv klogere på Vadehavet
Vadehavet er UNESCO verdensarv og et af verdens vigtigste naturområder for trækfugle.
I udstillingen Livet i Vadehavet, der ligger ved siden af sæludstillingen, kan I gå på opdagelse i det særlige landskab, hvor tidevandet hele tiden forandrer naturen. Her bliver I klogere på Vadehavets fødekæde og det mylder af liv, der binder alger, bunddyr, fisk, fugle og sæler sammen.
Det er en lille udstilling om en stor natur.